Skab trafik til din hjemmeside

Du har hørt det mange gange før: Trafik er vigtig. Altså ikke den, du sidder fast i på motorvejen, når du er mest presset på tid. Nej, trafikken i cyberspace. Den trafik, der sørger for din forretnings succes. Hvis altså trafikken bare lige kom forbi din hjemmeside. Hvordan får du den dirigeret derhen? På modul 3 på Google Succes Online-forløbet får deltagerne værktøjer til at agere online færdelsdirigent.

Jeg antager, at din virksomhed har en hjemmeside. Måske – forhåbentlig – er din virksomhed også på et eller flere af de sociale medier som Facebook, Twitter, LinkedIn, Google+ eller Instagram, for blot at nævne nogle af de mange og mest populære muligheder.

Men når du søger efter din virksomheds navn på Google, hvor mange steder findes den så? Findes den under den organiske trafik? Betalte annoncer? Eller Google My Business? Kommer der måske anmeldelser frem om din virksomhed?

Alle resultater er gode – men en kombination er endnu bedre. Når du arbejder med at skabe trafik til din hjemmeside, skal du nemlig skelne mellem tre måder at kommunikere til dine kunder på: Købt, ejet og tjent.

Lad os lige hurtigt kridte banen op.

Dine kanaler – du bestemmer

“Ejet”. Din hjemmeside(r), din(e) blog(s), dine nyhedsmails. Her bestemmer du, og du kan dermed selv skrue og justere så meget, du orker. Her har du kontrollen, du er kaptajnen, og du styrer slagets gang.

“Ejet” kræver din tid og dit engagement for at lykkes. Men du betaler til gengæld ikke for det. Som eksperten på dit område fodrer du dine besøgende med nyttige tips, vejledninger og godt indhold, som ikke bare øger din troværdighed, men også gør dig mere synlig i Google.

Gør dig fortjent til din trafik

“Tjent”. Du kender TrustPilot og andre anmeldelsessider. Er dine kunder glade – og husker du at bede om en anmeldelse – så er du point foran dine konkurrenter ved at være synlig her. Vi mennesker tror på det, andre fortæller. Og vi stoler på, at mange gode anmeldelser må være lig med god service. Lige stedet, vi vil handle. Tænker dine kunder.

“Tjent” giver dig også mulighed for at se, hvor dine kunder har det svært. Du får mere eller mindre konstruktiv kritik. Og det betyder mulighed for forbedringer i din forretning, fordi du kan handle på det.

Men “Tjent” er også at blive fundet ved hjælp af Google My Business. Og kombinerer du det med anmeldelserne, står du endnu stærkere. Du har nemlig gjort dig fortjent til din trafik.

Bliv klogere og opnå vækst

Modtag nyheder, værktøjer, tips og tricks

Har du penge, så kan du få

Men har du ingen, så må du gå. Børnesangen “Der bor en bager i Nørregade” definerer temmelig præcist det sidste parameter, “Købt”.

“Købt” dækker nemlig over al den annoncering, du – som navnet antyder – køber for at blive synlig i søgeresultaterne. Om du vælger at bruge affiliate links, annoncer på sociale medier, displayannoncer eller betalt søgning, hjælper det til at skabe trafik til din hjemmeside.

Men “Købt” alene er ikke nok. Det bedste resultat får du ved først at have styr på “Ejet” og derefter bevæge dig mod “Tjent” og “Købt”.

Så, nu er du klar til kaste dig ud i det!

Få styr på strategien

Nej! For du mangler din strategi. Det er godt at vide lidt om de forskellige muligheder. Men det er vigtigt først at have strategien på plads. Hvad vil du opnå, og hvordan vil du gribe det an? Hvilke af de tre parametre – købt, tjent og ejet – vil du benytte? Hvilke giver bedst mening i din virksomhed?

Sæt mål på dine tiltag. Skal du skrive et blogindlæg hver uge eller en gang om måneden (eller noget derimellem)? Vil du køre løs på betalte annoncer eller sætte en beløbsgrænse? Og kig også på dit marked. Hvilke parametre er klogest at satse på i forhold til din målgruppe?

Når du har strategien på plads, er du klar til at sætte i gang. Og så kan du efterhånden se, hvordan trafikken (som består af dine potentielle kunder) vælger at komme forbi din hjemmeside. Men husk at fortsætte med at dirigere, så trafikken bliver ved med at komme.

Sandheden er (desværre), at du ikke kommer sovende til din virksomheds online succes.

Kom godt videre

Vil du guides videre til online succes, kan du tilmelde dig de kommende moduler af Google Succes Online.

På resten af modulerne i begge kommuner underviser Thomas Zacchi fra intoto – Online Markedsføring. Her deler han ud af mange års erfaring med online markedsføring og søgemaskineoptimering.

 

Skrevet af

Thomas Zacchi

Thomas Zacchi har arbejdet med online markedsføring siden 1997. Han hjælper virksomheder med at udarbejde en effektiv digital strategi og bistår dem med at eksekvere på denne strategi for at nå deres online ambitioner.